02/07/2024 0 Kommentarer
Konfirmationer – i en coronatid.
Konfirmationer – i en coronatid.
# Byen & Præsten
Konfirmationer – i en coronatid.
Af Karin Franijeur Znaider, sognepræst i Solbjerg Kirke
Konfirmationerne bliver anderledes i forhold til, hvad vi er vant til. Vi har i kirken, også til august og september, restriktioner i forhold til, hvor stor afstand der skal være mellem os, når vi er i kirken. En af vores helt store udfordringer for tiden er, at vi skal have 2 meter imellem os, når vi skal synge. Hvis vi skal efterleve dette krav med 2 meters afstand, ville der ikke være plads til ret mange i kirken, og vi ville være nødsaget til at skulle dele konfirmationerne op i et utal af gudstjenester. Derfor bliver det konfirmationer uden sang, dvs. uden fællessang. Det vil kun være kirkens kor, der må synge. Måske vil organisten og koret fremføre noget særligt for konfirmanderne? Hvem ved. Vi præster håber og krydser fingre for, at vi på trods af fraværet af sangen alligevel vil kunne lave en højtidelig og vedkommende konfirmation.
At det bliver uden fællessang hænger sammen med, at vi da kan fordoble antallet af kirkegængere. Men selv der sætter de bare middelstore konfirmandhold en begrænsning. For det betyder, at hver konfirmand kun kan have ca. 7 -8 gæster med. Det falder bestemt ikke altid i god jord i konfirmandfamilierne, der må sænke deres forventningskrav til den store dag. For intet er i kirkerne som det plejer at være. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi ikke kan, og alle restriktionerne er alene til for at smittefaren skal være så lav som overhovedet mulig. Måske er det også dagen, hvor de ældre bør takke nej til at deltage i konfirmationen i kirken, netop pga. smittefaren.
Kommentarer