Marie Louise Østergaard-Hansen, præst ved Lindevang Kirke

Det er blevet efterår, den tid på året, hvor det blæser. Som der står i Johannesevangeliet: Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Hvad mener vi, når vi siger: Der var en god ånd på stedet? Når vi føler os hjemme eller godt tilpas? Begrebet ånd har på en eller anden måde altid fascineret mig. Det åndelige, mener jeg, har i dag fået en renæssance.

Det hebraiske ord i Det Gamle Testamente ’ruach’ kan betyde både vind og livs(ånde). I en bibelsk sammenhæng har ånd med livets opretholdelse at gøre. Tænk på det sted, hvor Gud puster ånde i mennesket, så det bliver et levende væsen.

Ånden bliver i Det Nye Testamente sammenkædet med Guds ånd, det vi kalder Helligånden. Ånden er i Det Nye Testamente særligt knyttet til menighedens situation efter Jesu opstandelse, da det er ånden, der bliver tilbage, da Jesus er væk.

Hvis der er en god stemning, en god ånd, et sted, er vi ikke i tvivl, men der ligger også et ansvar og en forpligtelse i at bære ånden videre. Og det at bære ånden videre, kan kun ske, hvor ånden er fri. Man bliver glad, når man fra tid til anden mærker ånden. Der, hvor ånden bliver een, hvor mennesker arbejder sammen og bærer hinanden i et fællesskab. Her sker det, at det enkelte menneske bliver frisat og båret af medmenneskelig omsorg og kærlighed. Når alle gør deres del, uden ord, i et fællesskab, går tingene op i en højere enhed. Som åndsfæller i indbyrdes afhængighed, respekt og ansvar. En bestemt ånd, et bestemt sted, skal der værnes om, og det bedste er, når ånden er fri. Hør blot hvad evangelisten Johannes skriver: Ånden skal være fri, for kun hvor den er fri, kan den gøre levende. (Joh. kap 3 vers 8).

Hvis ånden er fri på en arbejdsplads, i et kollegaskab eller i en familie, kalder den på både åbenhed og forpligtelse. Det handler om rummelighed og plads til at være forskellige. Som mennesker er vi sat i verden for hinandens skyld, og lytter vi efter, så er det livets åndelige side, fællesskabet, der i disse år spørges efter. Vi skal lade ånden være fri, for kun ved frihedens hjælp kan den gode ånd bevæge sig fra generation til generation. Evangelisten Johannes havde fat i noget: Kun når ånden er fri, kan den gøre levende! Lad ånden berøre jer i denne tid med ruskende efterårsstorme, eller kom hen i kirken og oplev en ånd af en anden verden.