Af Martin Elvstrøm-Vieth, Godthaabskirken

Knud har været her! I går 2. februar for at være helt præcis. Han ankom nemlig med Jeppe Aakjærs ”Sneflokke.” For ”nu kom Kjørmes-Knud,” hedder det jo her til sidst. Ikke at Knud er en person. Kjørmes-Knud (bondejysk for Kyndel-misse) er derimod, ja, en knude. Vinterens midtpunkt. Og i kalenderen er foråret derfor nu rykket en lille smule nærmere. Hvor tæt? Ja, det tager vi varsler af netop nu. Allerede i sidste uge på den såkaldte ”Pauli omvendelsesdag” fik vi et tegn. Den falder som bekendt 25. januar, og det siges, at hvis det er frostvejr her, vil det vare ”til Peters stol,” 22. februar. Heldigvis var det plusgrader. Endnu har jeg heller ikke hørt lærken synge, og vi må håbe, den har holdt næbet lukket. Skulle den nemlig fløjte før kyndelmisse, forlænges vinteren i det uvisse.

Hvad murmeldyret så gør i den amerikanske stat Pennsylvania, er først blevet klart efter denne klummes deadline. På den såkaldte Groundhog Day holder lokale og turister i hvert fald vejret. Fordi skulle det vintersøvnige væsen se sin egen skygge den 2. februar, bliver den efter sigende så bange, at den vil halse tilbage i hi, varslende yderligere 6 uger med vinter. Om murmeldyret så kun har ramt plet i 39 % af tilfældene. Vi følger stadig spændt med.

Det ligger nemlig dybt i os at registrere, tolke og tro på tegn. Ikke bare som et lystigt fordriv, men med overlevelsens alvor. ”Accepit omen,” udbrød de gamle romere, skulle de se noget, der kunne læses et varsel ind i. ”Jeg tager imod tegnet,” betyder det, og gav dem at fastholde og handle på dets mening. Vi har det også flere steder i kristendommen. ”Og dette er tegnet, I får,” meddelte englen f.eks. hyrderne på marken, og varslede i Jesus en forandring, vi lige siden har betragtet med forundring.

For ve det menneske, der skulle overse et tegn. I himmel, natur eller i hinanden. Særligt i denne uge, hvor Knud altså er kommet. Hvor lærker måske/måske ikke synger, og murmeldyr kan finde på at flygte fra deres egen skygge. Her er vi ekstra opmærksomme. Ikke bare på naturens vink, men på corona-tallenes blink. Vil Mette og myndighederne se deres egen skygge og kalde os tilbage i hulen i yderligere 6 uger?

Men altså. Hvad smitte-tallet så end måtte være. Hvad kontakt-tallet måtte medføre af stramninger, så er Knud altså kommet. Kjørmes-Knud. Og med det kan ingen tage fra os, at vinteren så småt er ved at være forbi.

Vores erantis og vintergækker agter i hvert fald ikke at vente. Fuglene vil også fløjte alle de nye sange, Knud har lært dem, og med stadig flere minutter til dagen, tegner det nu lysere. Så Accepit omen! Velkommen, Knud. Godt at se dig!