Af Sandra Kastfelt, sognepræst i Mariendal Kirke.

I Pinseskoven på Amager står en lille vejbod. Bastsække med brænde står stablet op i tørvejr under halvtaget. Hvorfor er brænde til salg i en birkeskov med rigelige forsyninger i skovbunden? Jo, i nærheden ligger shelters og bålplads og tørt brænde fyrer nu en gang bedst op. På et skilt står der ”Brænde 40 kr. Mobile Pay xxxx”. Jeg havde ikke planer om at slå mig ned, men der tændte sig et bål i mig af glæde. Tillid hedder det. Selvfølgelig betaler man midt i den øde skov, hvis man tager en sæk tørt brænde. Man lister ikke af sted som en tyv i natten.

I mit barndomsland lå vejboderne tæt og i sommerlandet var der hyppige stop i vejkanterne for at købe ærter, æg eller nyopgravede kartofler. Jeg husker lyden af mønter, der ramte bunden i bøtten og glæden ved at sidde på bagsædet i bilen med en bakke knaldrøde ribs i skødet. Snart skulle de forvandles til rysteribs og briste, knasende i munden på mig.

Jeg husker også den sommer, hvor der ved en gård stod et skilt ”UNGER 50 kroner”. Skiltet var knækket og i græsset lå den anden halvdel, hvor der stod ”KANIN”. Vi nåede at få tanken, at landmanden solgte ud af børneflokken – og skiltet blev ikke repareret hele den sommer. Det grinede vi meget af.

Siden har jeg blandet saft i store kander til mine børns pop-up bod på fortovet her på Fuglebakken. Saft i et papbæger til overpris er en sand sommerglæde. Måske forsvandt det meste ned i egne maver, men når der var udsolgt, lå der altid et par mønter i dåsen og stoltheden over at have haft kunder i butikken var ægte.

Det hele handler om tillid, om at dele livets goder og glæder og om at give. I serien af småbøger Tænkepauser fra Århus Universitet handler en om tillid. Professor Gert Tinggard Svendsen skriver, at den bærende søjle i det danske velfærdssamfund er tillid. Blev der holdt VM i tillid, ville vi vinde guld.

Vi har vundet guld. Se på gaderne, i parkerne og i butikkerne her på Frederiksberg. Tilliden er der. Dag efter dag, måned efter måned og til langt efter pandemiens ende. Vi træder til side, tager vare på hinanden. Ja, vi stiller vores tørre brænde ud, så andres hjerter kan flamme op, for i sidste ende er det os selv, vi deler ud af.