Af Marie Louise Østergaard-Hansen, sognepræst i Lindevang Kirke

Godhed, retfærdighed og sandhed er dyder, vi gerne vil leve efter og overholde for at være ordentlige mennesker. Men hvad vil det sige at være ”et ordentligt menneske”? Som præst er det ord, der ofte bliver brugt i beskrivelsen af et menneske, når det dør. “Hun var et ordentligt menneske!” Når de ord falder, så spørger jeg ofte: Hvad vil det sige, at hun var et ordentligt menneske? “Jo sådan en, der gjorde sig umage med at løse en opgave, en der sagde tak, en der hjalp, når der var brug for det. En der mødte mennesker med respekt, med omsorg og med kærlighed.” Spørgsmålet er, om vi er enige om definitionen af et ordentligt menneske. I dag taler vi blandt andet om begrebet ordentlighed i forhold til videnskabelig redelighed, at man ikke skal skabe falske rygter eller påstå noget på et tvivlsomt grundlag. ’Fake news’ forsøger de fleste af os heldigvis at få bugt med. 

Ordentlighed, når det drejer sig om et menneske, har med opdragelse, viden og dannelse at gøre. Det er ikke noget, vi kan slå op i en bog, men noget vi lærer fra vores forældre gennem eksemplets kraft. En måde at handle og være i verden på, der ligger i traditionen, og som (forhåbentlig) bæres videre fra generation til generation. Ordentlighed bygger bl.a. på kærlighedens dyder, nemlig godhed, retfærdighed og sandhed. I Det Nye Testamente finder vi ‘kærlighedens lov’, buddet om kærlighed til næsten, der netop bliver defineret ved ikke at stå skrevet i en bog, men i et menneskehjerte. I dette bud ligger forståelsen af at ’ordentlige mennesker’ har det iboende livssyn, at alle mennesker har lige stor værdi, og at vi i fællesskab tager ansvar for alle og ikke mindst de svageste iblandt os. 

Særligt i denne tid er det vigtigt at tage sig af fællesskabets svageste medlemmer - dem der lider under coronakrisen med ensomhed og utryghed og meget andet. Det er dem, vi skal række ud til i omsorg, med kærlighed og i respekt.