Sognepræst Michael Brautsch, Frederiksberg Sogn

Under nedlukningen har vi virkelig længtes efter at spise sammen. Under private former, ude i byen på Frederiksbergs små og ydmyge spisesteder, men også på de store og flotte med stjerneanmeldelser. Så har vi lært take-away på nye måder, og mange restaurationer har også overlevet og fundet nye græsgange med den opskrift: vi laver maden, du henter den og spiser den hjemme hos dig selv. Det kan jo være rigtig godt, men hos de fleste er det nu stadig et afsavn, ikke at kunne spise flere sammen, for her skabes ganske særlige relationer. Måltidet er ikke blot til for at blive mæt, men også en æstetisk oplevelse, en social begivenhed og et omdrejningspunkt for familie- og venneliv.

Mad har altid betydet noget ganske særligt for mig. Jeg er ikke, og har aldrig været kræsen, hvilket nok kommer sig af, at jeg er opvokset i et krokøkken ude på landet. En gammel kro fra 1664, rødt bindingsværk med stråtag, og et smukt håndskrevet menukort med æggekage, koteletter, tre salgs sild med dildkartofler og wienerschnitzler så store som tallerknerne, de blev serveret på. Mor i køkkenet og far der serverede – og på de travle dage søster og mig som travle hjælpere. Så kunne vi tjene en is og, vigtigst: opleve at være til gavn, for uden vores hjælp kunne mine forældre faktisk ikke klare de store dage: påskedag, pinsedag og Mors Dag, samt de mange fester, der blev holdt på kroen. Og disse fester var noget ganske særligt for os alle; ude i køkkenet spiste vi den samme mad, som gæsterne, vi sang med på de omdelte sange, og vi sad og hyggede os med musikeren, når han holdt pause. Køkkenet var hele husets bankende hjerte. 

 Nu har vi netop igen fejret påsken i kirken. Sidste år oplevede vi det helt utrolige og meget triste, at vi måtte holde alle landets kirker lukkede i den største højtid på året, men i år var vi sammen. Der var stadig restriktioner, og bl.a. kunne vi i Slotskirken ikke spise sammen Skærtorsdag, som vi plejer. Det blev i stedet til påske take-away fra vores hus-kok; lam med velsmagende tilbehør, godt brød og god vin. Vi sad hver for sig derhjemme, men vi var alligevel sammen, for vi var sammen i mindet om Ham, der indstiftede nadveren, dengang i påsken for 2000 år siden. Sammen i troen, sammen i håbet om gode tider der kommer, og sammen i kærligheden. For det er det, et godt måltid kan.