Af provst Kirsten Jørgensen

Hvem skal være vejleder for din samvittighed? Gud eller grundloven? Jeg ved ikke om, Bitten Vivi Jensen tror på Gud. Men jeg ved, at hun har en samvittighed, og de sidste ugers omtale af hendes sag rejser lige præcis et spørgsmål til os alle sammen: hvad eller hvem bestemmer over din samvittighed? Det er ikke altid så enkelt at komme til klarhed over.

Bitten Vivi Jensen er blevet kendt som Frederiksbergs whistleblower. Hun valgte for fire år siden at lække fortrolige oplysninger i 90 sager i Frederiksberg Kommune, fordi hun mente, at de afslørede ulovlig og umenneskelig sagsbehandling. Bitten Vivi Jensen arbejdede i et rehabiliteringsteam, der skulle foretage indstillinger om førtidspension, og hun var ofte uenig i afgørelserne. Da hendes indvendinger ikke fandt lydhørhed, gik hun til pressen. Hun blev dømt for brud på tavshedspligten både i byret og landsret.

At være whistleblower er at stå i et moralsk dilemma.  Og moralske dilemmaer er super interessante – bl.a. fordi de faktisk ikke kan opløses som dilemmaer. Man kan ikke rigtig blive færdige med dem men må vælge en vej igennem dem. Jeg ved godt, at for mange mennesker så har den her sag en meget konkret betydning. Men nu tillader jeg mig alligevel at tale lidt overordnet om det, Bitten Vivi Jensens sag handler om. Ikke mindst fordi vi i vores kultur har en meget gammel tekst, der lige præcis handler om det her. Den hedder Den augsburgske Bekendelse, og den er fra 1530. Den er én af grundteksterne i folkekirken, og dermed er den også bevidst eller ubevidst en af de tekster, som vores samfund bygger på. I artikel 16 står der: ”Det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, med mindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker”. Det er to fantastiske sætninger at bygge et samfund på. Her bliver det sagt, at vi ikke kan have et samfund uden fælles regler, love, retningslinjer. Med lov skal land bygges. Et land hvor alle borgere uden videre gør, som de synes er rigtigt, holder op med at være et samfund. Vores samvittighed bør adlyde de fælles aftaler og retningslinjer.

Med mindre.

Og her bliver det både interessant og svært: med mindre myndighederne handler forkert. For da skal man adlyde en anden myndighed, som Den augsburgske Bekendelse kalder Gud. Tanken er, at næstekærligheden udøves i samfundet gennem loven og af dets myndigheder, derfor skal man følge dem. Loven er garanten for kærlighedens handlinger. Men hvis man mener, at myndighederne ikke handler på kærlighedens grund, er det rimeligt at nægte.  

Vi har altså en næsten 500 år gammel tekst, der maner til samfundssind og lovoverholdelse – for næstekærlighedens skyld. Men som samtidig giver os et lille ”men”. Ordene ”med mindre” giver os muligheden for at følge vores samvittighed og gøre noget ulovligt – når vi mener, at der ikke findes andre veje. Vi undgår ikke det etiske dilemma, og uanset hvad må vi selv tage ansvar for vores valg. At være whistleblower kan man ikke tage let på. Der er store principper på færde, både for den enkelte og for samfundet.