Marija Krogh Hjertholm, præst på Diakonissestiftelsen

Jeg læste forleden en artikel i Weekendavisen, der handlede om brevkasser i dag og gennem tiden. For – som skribenterne anfører – så længe der har været mennesker med manglende eksistentiel retningssans, har der eksisteret brevkasser. Orakler. Ledestjerner, der ikke er bange for at vise os vej.

Der nævnes talrige eksempler på ikoniske brevkassestemmer, som ikke alene har givet tusindvis af danskere formaning, trøst og opsang. Brevkassen er også et billede på tidsånden, både de spørgsmål, der stilles og måden, der svares på. Mange læsere husker nok Tove Ditlevsens klumme i Familie Journalen. Som nybagt mor tyer man (på alle tidspunkter af døgnet) til sundhedsplejersken Helen Lyng på nettet. Som generelt rådvild af hverdagens små og store dilemmaer tyer man til Sara & Monopolet.

Så kom jeg til at tænke på, om Gud også er en form for brevkasse? En, man sender sine store spørgsmål eller sin gungrende vrede op til og forventer besked fra? Eller Bibelen for den sags skyld. Er den et orakel, hvor man – med det rette opslag – kan finde svaret på, om man skal blive hos ægtefælden, skifte karriere eller oprette en Tinder-profil?  

Jeg er ikke sikker. Men jeg tror på en Gud, vi kan interagere med. Som er bevæger og bevægelse, vildskab og visdom og interesseret i vores vildfarelser. Hvilket dog ikke er det samme som en Gud, der står klar med en facitliste, lige så lidt som Bibelen er en automat, der lineært kvitterer med svar på vores spørgsmål.

Jeg tror på, at du får noget, når du henvender dig til himlens brevkasse. Jeg tror på, at du møder en aflastning, så du ikke skal bære dine spørgsmål og sorger helt selv. Eller som litteraturprofessor Erik A. Nielsen skrev et andet sted i selvsamme avis: gæren vækker noget i druesaften, som druesaften ikke selv ved. Gæren forvandler druesaften til noget andet end den var i forvejen, nemlig vin.

Når vi henvender os til en større magt end os selv, går i kirke, ud i naturen, oplever storladen, minimalistisk kunst, så vækkes der noget i os, som vi ikke vidste, vi besad. En ny styrke, måske. En indskydelse til at gøre noget andet end vi plejer eller dele vores smerte med et menneske. Måske får du et helt andet svar, fra en helt andet kant, på et ganske uventet tidspunkt end du havde forventet. Eller også får du ikke noget svar, men i stedet styrken til at bære dit spørgsmål lidt endnu.