Af sognepræst Jonas Lucas Christy, Lindevang Kirke.

Forrige fredag omkring midnat cyklede jeg fra Østerbro hjem til Frederiksberg ad den grønne sti. Jeg havde været til fødselsdag med god afstand, alkohol og håndsprit samt forudgående lyntest. Det var en meget stille og fredelig tur. Jeg havde en promille tæt på nul og cykelstien for mig selv. Der var stort set ingen mennesker på de pladser og i de parker, som jeg passerede. Der var en lille smule natteliv på Nørrebro, men da jeg krydsede kommunegrænsen var det slut. De unge på Frederiksberg var enten gået i seng eller sad hjemme hos hinanden. De var i hvert fald ikke på gaden.

 Pandemien har formentlig mindsket en hel generations alkoholforbrug. Det har været småt med fester og byture. Det er også længe siden, jeg har set de sølvfarvede lattergaspatroner, som før forsamlingsforbudstiden ofte lå og flød langs kantstenene lørdag morgen. Det er jo fra et sundhedsfagligt perspektiv godt, hvis de unge drikker mindre, men det er samtidig også synd, at de ikke har haft lov til at feste, mødes og være sammen.

 Nu er nattelivet så åbnet igen. Der er stadig restriktioner, men man må igen gå på restaurant, på bar og i biografen, hvis man har lyst til det. Man kan fx gå i Falkoner Bio og se Thomas Bo Larsen dø af og i Druk på det store lærred. Og bagefter kan man så gå ud og få en lille én, mens man taler om filmen, der vandt en Oscar natten til mandag.

Filmen Druk er både en hyldest til den tilstand af frihed og lykke, man kan opnå og befinde sig i, når promillen er omkring 0,5, men den viser heldigvis også bagsiden af ølbrikken. Mads Mikkelsen er den af filmens fire drukvenner, der har fået mest opmærksomhed i medierne. Han spiller som altid fremragende, men for mig er Thomas Bo Larsen stadig den største helt i Thomas Vinterbergs filmunivers. Både fordi han har været med helt fra starten (Sidste omgang). Men også fordi han ikke behøver at drikke sig fuld for at spille fuld. Han ved af egen erfaring, hvordan det er at slingre ned ad drukstien. Det er ikke nogen hemmelighed, at han ikke længere drikker alkohol.

 Jeg glæder mig på de unges vegne over, at de får deres natteliv tilbage. Der er et par generationer i det her land, som virkelig har ”taget én for holdet” og lidt afsavn. Hvis der næste gang jeg cykler ad den grønne sti en fredag aften går fire fulde venner og fylder det hele, så vil jeg ikke være gammelgnaven og ringe hidsigt med klokken. Så vil jeg træde på bremsen og glæde mig over, at det igen er muligt at gå i byen og føle sig fri. Med – men heldigvis også uden – alkohol i blodet.