Af Birgitte Haahr, sognepræst i Flintholm Kirke

 Jeg ser det for mig. Tomme hylder i børneafdelingen, både på Hovedbiblioteket og ude i de små filialer.  Børn og forældre, der leder forgæves. Hvor er bøgerne blevet af. Min fantasi løber af med mig, måske er det et mareridt, en ond drøm jeg har, at bøger kan forsvinde, fordi nogen ikke synes de skal være der, fordi nogen synes de er forkerte eller at forfatteren er forkert.

Jeg ved godt, hvad der sætter min tankerække i gang. En notits i avisen om forfatteren Enid Blyton og hendes eftermæle. Enid Blyton skrev bøgerne om De 5, som jeg som barn elskede højt. De trykkes stadig. De sælges stadig. De læses stadig, men i vores meget korrekte tid, hvor man nemt kan blive ukorrekt, stilles der pludselig spørgsmål til Enid Blyton. Var hun racist? Var hun fremmedfjendsk? Det handler om en sort dukke i en af hendes mange bøger. Jeg husker ikke selv nogen sort dukke. Jeg husker 4 venner og en hund. Jeg husker en pige, der hed Georgina, men hellere ville kaldes Georg. Måske ville hun hellere være dreng. Måske ville hun bare hellere have lov til at gå klædt som en dreng. Jeg husker, hvordan de fire venner og hunden Tim tog på eventyr. Hvordan de opklarede mysterier. Tænk, hvis vi pludselig ikke må læse bøgerne mere. Jeg ved godt, at jeg er langt ude, men jeg kan ikke lide det.

Det handler ikke bare om bøgerne, det handler om at være korrekt. Hvordan kan vi tro, at der ikke altid er noget at finde. Noget der blev sagt på en forkert eller uigennemtænkt måde. Astrid Lindgren har været igennem det. Harry Potters mor har været igennem det. Nu kom turen til Enid Blyton.  Som Jesus sagde: Lad den, der er ren, kaste den første sten. Eller min gamle moster Ellen: Der er lig i alle kosteskabe.  Der findes ikke en historie uden mørke kapitler. Er det et udslag af kollektiv OCD, at alt skal være så rent og pænt. Vi risikerer, at ingen tør sige noget og ingen tør mene noget.

Lad os lære af historien, lad os lære af bøgerne. Lad os høre, hvad andre har at sige. Det dur i hvert fald ikke at tro, at mennesker er perfekte og uden fejl. Det er der ingen der er. Heller ikke vores elskede forfattere.