Kirsten Jørgensen, provst

Det har været EM-sommer. Vi har fulgt landsholdet og Kasper Hjulmand tæt. Jeg så forleden den fine lille film, som DR har lavet, ”Med landsholdet i hjertet”, og jeg fik både klump i halsen og våde øjne. Den viste det smukkeste, der er at sige om fodbold. Men EM viste os også nogle grimme sider af den runde bold. Det skete, da engelske fodboldfans blev både voldelige og racistiske efter nederlaget i finalen. Premierminister Boris Johnson løftede pegefingeren: ”Skam jer”, sagde han. ”Shame on you. Kravl tilbage under den sten, som I hører til under”. Hold da op, tænkte jeg, kan man virkelig tillade sig at sige sådan som landets leder? Ikke fordi jeg er uenig, for jeg synes egentlig også, at de burde skamme sig. Men alligevel: offentlig ud-skamning på TV?

Men interessant er det med den skam. Reaktionen ovenpå finalen viser, at der er to sider af skammen. Der er den gode skam og den onde skam.

Den gode skam kan vi kalde den etiske skam. Det er en skam, der kan bruges som etisk rettesnor. Det er den, vi føler, når vi godt ved, at vi har gjort noget forkert eller undladt at gøre noget, som vi burde have gjort. Når vi ganske enkelt har været et dumt svin. Hvis vi ikke havde den skam, ja, så var vi skamløse, og det er ikke godt. Hvis vi er kommet ud på et moralsk overdrev, så har vi brug for nogen, der kan vise vej til skammen, også selvom det selvfølgelig er smertefuldt. Men i det tilfælde er skammen vejen tilbage til ansvarlighed, betænksomhed, omsorg og alle andre plus-ord, der handler om at være et ordentligt menneske. De engelske hooligans havde helt afgjort brug for at opdage, hvor skamløst de opførte sig.

Så er der den onde skam.

Den onde skam er en anfægtet ret til at være til. En grundlæggende oplevelse af ikke at have fuld ret til at være dér, hvor man er og have ret til at være den, man er. Nogle mennesker har fået en dyb, kronisk skam lagt ind i blodet. Måske fordi de ikke blev accepteret som homoseksuelle. Måske fordi de ikke har lys hud. Måske fordi en mor hele tiden kritiserede og sammenlignede barnet med kønnere og klogere børn. Måske fordi de blev seksuelt misbrugt. Der kan være meget alvorlige grunde til, at mennesker lever i en livsnedbrydende skam.

Hvordan hjælper vi hinanden ud af den onde skam? Det gør vi ganske enkelt ved at se på hinanden som mennesker, der har ret til at være i verden. Ligesom det er det sociale blik, der skammer mennesker ud, så er det også den andens blik, der heler ved at invitere ind i stedet for at støde ud. Det er kun ved at træde i relation og acceptere den andens ret til at være i verden, at man kan fjerne den onde skam. Elementary, my dear Watson.