Af Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken

Jeg var 12 år, da jeg lyste min første velsignelse. Det skete ovenikøbet her på Frederiksberg i forestillingen Sommer i Tyrol. Den blev sat op på Lorry, som nogen læsere måske vil kunne huske engang var et serveringsteater. Lisbet Dahl og den norske komiker Rolv Wesenlund (i Danmark kendt fra tv-serien om Fleksnes) havde hovedrollerne som Josepha og Leopold. Selv spillede jeg den lille piccolo. Og det var altså i den forbindelse, at jeg blev bedt om at velsigne det umage par til plakaten. De sad tæt ind mod hinanden med plirrende øjne. Jeg stod bag dem, holdt mine hænder velsignende over dem.  

Utallige gange siden jeg blev præst har jeg nu lyst velsignelsen. Sådan rigtigt. Jeg har holdt mine hænder op - ”Herren velsigne dig og bevare dig…”. Eller lagt dem på hovedet af knælende. Bare her i weekenden velsignede jeg 27 konfirmander i Godthaabskirken og et brudepar i Slotskirken. Eller det vil sige, jeg gjorde ikke. Det er jo Gud, der velsigner. Det er, at det himmelske vikler sig ind i det jordiske og gennemlyser dets skæbne. Den værende sig grum eller god. Så omfattende i betydning, at selv vi præster kan have svært ved at sige præcis, hvad det betyder. Jeg skal i hvert fald søge efter ordene. Jeg tvivler også på, man kan lære, hvad velsignelse er. Snarere skal den erfares. Tros. Som en hemmelighed vi har med Gud uden at kunne sige den videre. Svær at forstå, ja, og nem at misforstå. Vi går i hvert fald fejl af velsignelsen, hvis den skal gøre det ud for medvind på cykelstien. Den har ikke med det heldige at gøre, men med det hellige. Som sådan giver den os ikke at stå alene med det, vi står i. Uanset hvilket hjørne af livet, vi måtte befinde os. Om vi modtager velsignelsen som et spædbarn eller en ung søgende konfirmand. Om vi kommer med vores kærlighed til en anden. Eller sidder i sorg over at have mistet en elsket. Der lyser den os ud af ensomheden ved at skulle bære livet alene.

Det havde selvfølgelig intet med Gud at gøre, da jeg velsignede Lisbet Dahl og Fleksnes som 12-årig. Det var kun til plakaten. Men jeg kan huske, jeg tog det meget alvorligt, da jeg holdt mine hænder over de to på scenen i Lorry. Wesenlund kaldte mig gerne ”svinekotelet” – en replik fra stykket. Det skrev han også i en sød, sidste hilsen til mig. ”Bliv noget fornuftigt,” stod der, tilføjet et ”NB! Jeg følger med dig, din svinekotelet.” De ord gemmer jeg som en skat og tænker tilbage på, hvordan netop denne svinekotelet ”velsignede” ham tilbage i 1985. Og han kunne for så vidst selv udlægge, hvad det betyder, når vi bliver velsignet. Sådan rigtigt. Nemlig at vi ikke står alene med det hele. For jeg følger med dig. Svinekotelet.