Helle Krogh Madsen, sognepræst i Frederiksberg Sogn

Når man på Howitzvej passerer Retten på Frederiksberg, kan det slå en, at der bag de mure afgøres mange skæbner. Nogle dømmes, andres frikendes. Den Howitz, der har lagt navn til vejen var gynækolog og overlæge på Frederiksberg Hospital, men hans farbror, Frants Gotthard Howitz (1828-1912), der også var læge, lagde navn til en fejde, der netop handlede om det, der foregår inde bag rettens mure.

Som professor i retsmedicin skrev Howitz i 1824 en artikel i Juridisk Tidsskrift: Om Afsindighed og Tilregnelse. Han hævdede heri, at menneskers vilje er betinget af arveanlæg og sociale vilkår. Domstolene skulle derfor inddrage årsagerne til, at vi kan være både afsindige og utilregnelige.

Det udløste en fejde i datidens medier - Howitzfejden. Hvor er vi henne, hvis mennesker ikke ubetinget kan stilles til ansvar for deres handlinger? Store navne som A.S. Ørsted og biskop Mynster skrev imod Howitz og argumenterede for menneskets frie vilje til at vælge sine handlinger og dermed stå til ansvar for dem.

Der var meget på spil politisk og moralsk. Det var første gang, det spørgsmål for alvor blev rejst, som fortsat kan vække stor uenighed: I hvor høj grad skal forklaringer på menneskers adfærd spille ind på dommen over vores handlinger? Dengang endte Howitz som taberen, men på længere sigt var det hans synspunkt, der vandt frem, og retspsykiatrien er blevet en selvfølgelig del af retsplejen.

Dom og frikendelse handler det også om i huset ved siden af retsbygningen. Ikke i juridisk, men i eksistentiel forstand. Som i de andre folkekirker på Frederiksberg fortælles og fortolkes der i Solbjerg Kirke bibelske historier, og mange af dem handler om at dømme og frikende sig selv og andre og om selv at blive dømt og frikendt.  

Mange af historierne er gået ind i sproget. Man kan være kainsmærket – mærket på en vanærende måde – som Kain blev, da han slog sin bror Abel ihjel. Som beskyttelse satte Gud et mærke på ham. Så måtte folk ikke slå ham ihjel. Men i menneskers øjne var han mærket - kainsmærket.

Og hvem tør kaste den første sten i lyset af historien om kvinden, der var blevet taget på fersk gerning i utroskab. Hun undgik at blive stenet, fordi Jesus sagde til de religiøse ledere, der stod klar med stenene i hænderne, ”Den er jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten” – hvorefter de luskede bort en efter en. En meget god påmindelse at tage med sig på den videre vandring hen ad Howitzvej.