Sognepræst Michael Brautsch, Frederiksberg Sogn

Hvilken bygning på Frederiksberg gør størst indtryk på dig? Er det rådhuset, Landbohøjskolen eller det smukke Bakkehuset? For mange er det tårnet i ZOO, men for mig ubetinget vores slot på toppen af Frederiksberg Bakke. Det var Frederik 4. der lod det bygge for over 300 år siden som ”Lystslot” med en slotskirke, der i dag virker som almindelig, om end ualmindelig smuk, folkekirke. Siden 1869 har slottet også huset Hærens Officersskole, men som militært område er der ikke offentlig adgang, medmindre der er kirkelig handling i slotskirken eller rundvisning. Skulle du da få mulighed for at se Mindehallen for enden af den store trappe på gårdspladsen, vil du blive mødt af mindetavler for faldne officerer, hvilket betyder at man færdes i stilhed og ærbødighed. Naturligvis har mange officerer fra skolen deltaget i de seneste krige og konflikter ude i verden: Balkan, Irak og Afghanistan. For major Anders Storrud, kaptajn Christian Damholt og premierløjtnant Jonas Pløger blev det fatalt – de mistede livet i Helmand i spidsen for deres enheder.

Som sognepræst ved Slotskirken og tidligere feltpræst på officersskolen, kommer jeg der ofte. Jeg var også udsendt til Helmand med det såkaldte Hold 12 for 10 år siden, og benene bliver altid lidt tungere i Mindehallen. I agtelse for de tre unge officerer, har man opkaldt klasser på skolen efter dem, og de fortjener også æren og respekten. Rundt omkring på slottets gange hænger moderne malerier der skildrer livet som kampsoldat i verdens brændpunkter, og skulle man have romantiske forestillinger om officerens barske arbejdsforhold, så bliver man her lidt klogere. Soldaten har vel det eneste arbejde, hvor udførslen står over sikkerheden, selvom man passer på. Eller sagt på en anden måde: du kan dø af at gå på arbejde. Det kan andre også, men soldaten er direkte skydeskive.

”Hold krudtet tørt og stol på Gud” er et gammelt ordsprog blandt feltpræster og en sidste formaning til soldaterne, inden de sendes ud i ørkenen til vejsidebomber og snigangreb. Nu har vi ikke længere soldater i Afghanistan, og de fleste veteraner har civilt job efter endt udsendelse. Nogle kommer jævnligt på Veteranhjemmet på Roskildevej, hvor man kan tale med kammeraterne om traumer, udveksle minder eller finde forståelse for den invaliderende og måske livslange posttraumatiske stress man har pådraget sig. For krig er forbandet, og det handler som moderne soldat ikke om at lære at slå ihjel, men om at forsøge at opretholde freden. Det øver de sig i på officersskolen på det smukke Frederiksberg Slot, og også derfor gør det så stort indtryk på mig.