”Afgrunden,” hedder en film med Asta Nielsen. Den har nogle vidunderlige stemningsbilleder fra Frederiksberg. ”Tændte cigarer må ikke medtages i vognene,” står der eksotisk på siden af Linje 1, hvor Asta er på vej op ad Frederiksberg Allé. Meget ser fremmed ud. Men da hun så kommer til runddelen, indgangen til Frederiksberg Have, ligner alt sig selv. Porten er den samme, Frederik d. 6. står stadig med hånden i siden og ”føler sig lykkelig i sit trofaste folks midte.” Og selvom det altså er en sort/hvid film kan man alligevel fornemme det, vi ynder at kalde ”Frederiksberggrønt.” Den er vi mange, der ser for os, når tanken falder på byen. ”Hovedstadens grønne hjerte,” kalder vi os jo gerne.

På det seneste har medierne dog mere været mere optaget af de politiske farver. En sensation var det nemlig, da over 800 stemmer i en blå kommune malede byen rød. Den farve kunne jeg ikke skimte i Asta Nielsens ”Afgrunden.” Men filmens handling sammenfatter meget godt diskussionen i valgkampen. En ung spillelærerinde står ved valget mellem to mænd. Præstesønnen Knud og cirkusartisten Rudolph. Hvem skal hun dog vælge? Hvilken farve? Den ene står for det trygge, den anden er et eksperiment. Lyder det bekendt? Hun vælger det sidste, personificeret i den farlige Poul Reumert, til lejligheden udstyret med en kæmpe hat. Efter en for 1910 vulgær gaucho-dans ender det da også helt galt for Asta.

Det er svært at forestille sig det samme drama på Frederiksberg, hvor meget begge fløje end har advaret om konsekvenserne af sin modpart. Præstesøn vs. farlig gauchodans. Det er dog afgørende, hvordan de forskellige partiers farver bliver bragt i spil. Vil de kun være deres egen kulør eller er de villige til at blande sig med de andre?

Med fordel kan kommunalbestyrelsen her skele til adventstidens farve. Den er nemlig lilla, og som sådan hvad der sker, når man blander blå og rød. Den farve håber jeg derfor at komme til at se over det hele de næste fire år. Alvorens og eftertankens. Side om side med den grønne. At se lilla i daginstitutioner og skolevæsen. Lilla i svømmehal og på boldbane. Lilla på de mange grønne arealer og i klimakampen. Lilla i omsorgen. ”Frederiksberglilla!” Resultatet af at alle gode, nyvalgte kræfter arbejder sammen om at skabe netop denne farve.  ”Hovedstadens lilla hjerte,” skulle vi gerne blive. Tegnet på at vore mange stemmer ikke arbejder mod hinanden men finder lilla veje. Så når folk langt ude i fremtiden ser gamle billeder og film af os ved Frederiksberg Runddel – at de må tænke, hvad jeg så i Astas film fra 1910: det ligner jo sig selv. Og Frederik d. 6., ja, han er ”stadig lykkelig i sit trofaste folks midte.”

Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken