Frihed er et af de store ord i den vestlige verdens fortælling om sig selv. Under ansvar for landets love kan vi sige og gøre og mene, hvad vi vil. Man skulle tro, at alt så var godt og fint. Sådan er det ikke. Søren Kierkegaard skriver et sted, at ingen er så forfærdelig fanget og intet fangenskab så umuligt at bryde ud af, som det fangenskab, hvori et menneske holder sig selv. Sådan er det. Vi kan tildele hinanden al den frihed vi vil, men tanker, bekymringer og livet selv, kan gøre mennesket ufrit.

Ved juletid, især, kan tanker om ensomhed fange os og holde os vågne, når vi skulle hvile og finde ro: Hvordan skal det dog gå til jul? Hvor skal det holdes og fejres? Skal det overhovedet holdes og fejres? Og hvad med familien? Det kan også være tanker om den første jul uden den kære eller måske den sidste jul med den kære. Tanker kan være svære at slippe. De kan være som tropper, der belejrer en by. Som en besættelsesmagt, der ikke vil slippe sit greb.

For nogle år siden fortalte norske Paul Leer-Salvesen om sin første jul som fængselspræst. En indsat, der havde siddet inde i mange år, havde bedt om en samtale. De kendte ikke hinanden i forvejen. Leer-Salvesen kom nu ind i fængselscellen, satte sig og begyndte straks at tale med den indsatte. Han brugte mange gode ord og lagde også en trøstende hånd på den indsattes skulder. Den indsatte afbrød ham straks og sagde tørt: ”Præsten skal holde sin kæft og læse juleevangeliet”. Det gjorde Leer-Salvesen så. Da han derefter ville genoptage samtalen med den indsatte, sagde denne: ”Præsten skal holde sin kæft og synge salmen”.

Det lyder hårdt, men jeg forstår den indsatte, for jeg er selv præst og har mange ord. Men intet menneske kan af sig selv sætte et andet menneske fri. Der skal noget andet til. Dette andet er ordene om, at lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Julens budskab er dette forunderlige andet, der går gennem tankens tremmer og åbner det udtrættede sind indefra. Julen kan med sine mest enkle ord og toner finde vej ind i det mørkeste, mest ubesøgte og mest ensomme sted i et menneskeliv og åbne døren, så lyset strømmer ind. Og dette lys kan gøre en fange til præst. For en stund.

Søren Bruun, studie- og sognepræst ved Sct. Thomas kirke