Det er stadig december, den 10. nærmere bestemt. Jeg sidder og skriver på en sludfyldt og mørk aften og har lige læst seneste opdatering i forhold til C-ordet. Jeg tænker over, hvad det mon bliver for en jul? Når du læser dette, ved du det. Lige nu ved jeg ingenting. Jeg kom til at svare én af præsterne på Frederiksberg, der spurgte, hvad jeg troede om covid og julen, at jeg ikke troede noget som helst. Det fik vi et ret billigt men godt grin over. Men det er sandt, at jeg ikke giver mig af med at tro noget som helst om, hvad det bliver for en jul. Faktisk føler jeg mig ret tom for konstruktive tanker i det hele taget, og det er ikke smart, når jeg nu skal skrive en klumme, som du forhåbentligt gider læse. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gribe fat i. Ved ikke, hvilken vej verden vender. Har opgivet at mene noget. Der er udsolgt. Tomt på hylderne. Jeg bruger spalteplads på at sige ingenting, for hvad skal jeg sige? Boller fra Kohberg? Du, der læser, har julen bag dig og nytåret foran. Om få dage vil du hoppe ned fra en stol, trutte i en papirtrompet, skråle med på ”Vær velkommen” eller hvad du nu gør, når året skifter. Skifter til hvad? Det ved jeg heller ikke en smule om. Hvad sker der med de konservative, nu da Simon Aggesen har forladt posten som spidskandidat? Hvad skal der ske med svømmehallen, der bare bliver ved med at være en byggeplads? Får vi flere cykelstier i 2022? Flere pædagoger? Får pandaerne børn? Gør du? Lukker baren? Åbner der endnu en genbrugsbutik? Kan vi finde bøgerne i det ombyggede bibliotek? Det nye år skræmmer mig ikke. Det forekommer mig bare at være helt uden sikre planer. Uforudsigeligt. Det kan jo også være, jeg får en tagsten i hovedet 1. januar, og så ville det under alle omstændigheder være spildte overvejelser. Set i lyset af alt det, jeg ikke ved, så beslutter jeg, at jeg ganske enkelt kaster mig over målstregen til 2022 med bind for øjnene. Jeg håber, at jeg bliver grebet af et år, der vil tage mildt imod mig, og som ikke gemmer for mange grimme overraskelser i dets ærmer. Lige nu har jeg ikke kontrol over noget som helst, og så kan jeg lige så godt gøre en dyd ud af det og beslutte, at det er godt ikke at have kontrol. At kontrollere og styre sit liv er så anstrengende, og det lykkes alligevel aldrig, når det gælder det vigtigste. Det, der virkelig betyder noget, bliver altid spillet mig i hænde af en ukendt vilje. Så kom bare an, 2022, med alt, hvad der er dit. Det kan godt være, at jeg ved meget lidt og ikke kan finde retning; men jeg er klar til at tage imod. Godt nytår.

Af provst Kirsten Jørgensen