Tolv minutter på cykel fra min lejlighed på Ndr. Fasanvej blev der fredag aften den 3. februar begået et mord. En 36-årig mand blev skudt ned af to mænd. Det var på Vesterbrogade, tæt på krydset til Frederiksberg Allé.

Mord er en grænse. Et absolut tabu. Du må ikke tage et andet menneskes liv. Det er oprørende for os alle, og selvfølgelig ødelæggende for de mennesker, der er tæt på drabet, når det alligevel sker. I Danmark er der gennemsnitligt 42 drab om året. Det er absurd mange. På Frederiksberg er der begået 25 drab siden 1992, det vil sige knap et om året. Det er selvfølgelig 25 for meget. Uanset omstændighederne er det 25 tragedier.

Mord bør være tabu. Tabu er egentlig et religiøst begreb fra Polynesien. Det betyder et forbud, som er udstedt af nogen, der er mægtigere end en selv, fx en Gud. De strengeste tabuer er dem, der står i forbindelse med døden. Vi har også sådan et tabu i vores egen kultur. De fleste kender de ti bud. Det femte lyder lige præcis ”Du må ikke slå ihjel”. Men samtidig med dette stærke tabu imod at tage et andet menneskes liv, så findes der steder i verden, hvor landets love sanktionerer drab af mennesker. Staten slår bevidst mennesker ihjel. Lige nu er amerikanerne ved at rømme det berømte fængsel San Quentin, nord for San Francisco. Her sidder statens dødsdømte og venter på døden i gaskammeret, hvor gassen nu er erstattet af en dødelig injektion. Nu skal de dødsdømte vente et andet sted. Hvordan kan en stat dog lovligt og bevidst tage livet af folk? Det går over min forstand. Men vi gør det jo selv, når vi sender soldater i krig. Ganske vist går vi ikke i krig for at slå ihjel men for at skabe fred og undgå død og lidelse. Men det er et kæmpe dilemma for menneskeheden, at vi på den ene side er ret enige om at håndhæve et tabu mod drab, samtidig med at vi bevidst sætter os selv i en situation, hvor det er det, der sker. I et af folkekirkens grundskrifter fra 1500-tallet står der, at kristne må ”fælde dødsdomme efter lov og ret og føre retfærdig krig”. Jeg er ikke pacifist. Jeg tror desværre, at krig kan være den sidste løsning på umulige konflikter. Jeg respekterer vores soldater dybt. Men jeg har det som der står i en moderne bøn: ”Gud, hvis vi vinder krigen, så tving os til at modtage sejrsbudskabet med ét jublende og ét bedrøvet øje, for vi kan ikke være sikre på, at vi gjorde det rigtige, men vi ved, at vi også har gjort ondt”. 

Provst Kirsten Jørgensen