Fastelavns søndag begyndte isen langsomt at tø på Frederiksberg Runddel. Det dryppede med alt hvad den igennem vinteren har lagt sin glatte overflade til. Jeg skøjter ikke selv, men har alligevel nydt at sidde og småfryse på sidelinjen eller hyggesnakke med andre forældre til trivselsarrangementer. Og en søndag i år stod det mig særligt klart, hvad en skøjtebane kan. Hvordan den formår at samle de forskelligheder, der normalt sender os hvert til sit i byens kroge. Her er vi alle på samme glatte is. Ja, jeg vil ligefrem hævde, der er noget fortryllende over skøjtebanen. Den forvandler dem, der begiver sig ud på den. Rørende er det at se mennesker genvinde deres ungdom, og ungdommen i visse tilfælde fremstå ældre. En person, jeg aldrig havde regnet med, sleb de gamle støvede skøjter ridsende hen over isen med en glæde i blikket, jeg ikke havde set før.

Og så var der altså den særlige søndag. Det var her som at se ind i det fællesskab, mange af os drømmer om, men som erfaringen viser kan være så svært at realisere i praksis. Det lykkedes her. Normalt går vi til alle sider. Her var der nogenlunde enighed om retningen (mod uret). Utallige sprog blev der talt. Forskellige trossamfund færdedes gnidningsfrit mellem hinanden. Der var gamle, unge og helt små med en stædighed, der så stort på alle de gange, de faldt på halen. En ung mand fik decideret grineflip, da han på lejede skøjter trådte ud på isen som en anden Bambi. Hans langt mere rutinerede Stampe bar rundt på ham og prikkede til de traditionelle kønsroller. Nej, der sker noget, når skøjterne kommer på. Meget vendes på hovedet. Den lille bliver stor, den store lille. Og på isen så jeg et samvær og en glæde, intet socialt medie kan erstatte. Det var smukt at se så mange mennesker støtte sig til hinanden for ikke at falde, og skete det endelig, faldt de sammen og grinte ad det. Mange forældre stod heller ikke bare og kiggede på deres unger, som vi ellers kan have for vane ved legepladsen, men gav videre til nye generationer, hvad gamle havde betroet dem.

Jeg blev selv udfordret på flere fordomme. Hvor er det smukt, tænkte jeg. Fællesskabet på skøjtebanen. En lysplet på vores for tiden mørke verdenskort. Det modsatte af spændingerne i Ukraine. Og så ringede kirkeklokkerne på Pile Allé.

I skrivende stund er isen på Frederiksberg runddel smeltet bort. Vemodige dryp med spor af et stort fællesskab, men også med løfte om, at det vender stærkt tilbage. Helt væk er det dog ikke. Bare gå ind gennem porten til Frederiksberg Have. Se alt det, jorden ikke kan holde nede. Se de samme mennesker, samlet i al deres forskellighed. Der er det.

Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken