Jeg er født på Frederiksberg med bedsteforældre på Vagtelvej og de døde på Solbjerg kirkegård.  Det giver mig retten til at sige, at Frederiksberg på mange måder er som en landsby med egen andedam.  Jeg oplever Frederiksberg som en landsby. Det er der meget godt at sige om. Vi kan finde rundt og vi møder altid nogen vi kender. Der er cafeer og velpassede haver. Det giver en af landets højeste kvadratmeterpriser og et hav af dyre biler. Her er virkelig dejligt. Mange bor her flere generationer. Jeg havde selv onkler og tanter i Smallegade og på Lykkesholms alle.

Hvert sted har sin signatur. På Frederiksberg er signaturen måske mest af alt Tannengrün, en særlig grøn farve, der kan lægges oven i alt det andet grønne. Tannengrün har farvekoden RAL 6009 og ses på bænke og cykelstativer, på affaldsspande og busstoppesteder. Hvis man først kikker efter den, ser man den alle vegne. Så hjemligt og trygt.

Hjemligt og trygt er der ikke meget af i Ukraine. Mens jeg skriver, er der halvanden million mennesker på flugt. Der er ikke kun kilometer lange køer af russiske tanks, der er også kilometer lange køer af mennesker på flugt. Nogle stiger ud af biler for at komme hurtigere frem. Kvinder og børn, mænd må blive tilbage.  Aldrig før i nyere tid har en flygtningestrøm rejst sig så hurtigt. De vender ryggen til velkendte steder, farver, dufte og venner. De må lade være med at se sig tilbage, bare afsted.  Bag dem er meget allerede ødelagt, smukke gamle bygninger ligger i ruiner.

Vi kan kun tage godt imod de mange flygtninge fra Ukraine, være gæstfrie og dele det dejlige vi har. Men uanset hvor dejligt her er, så er hjem for dem noget andet. Det er det, de kommer fra.  Vores gamle salmedigter Grundtvig var meget optaget af tid og sted. Deraf også den vidunderlige salme Et barn er født i Betlehem. Vi er altid født et bestemt sted, selv Jesus. Grundtvig mente, at vi altid hører hjemme et ganske bestemt sted på et ganske bestemt tidspunkt i verdenshistorien. Lige præcis det, kan vi ikke flygte fra. Vi er dem vi er. Her ligger måske nøglen til at forstå, hvorfor det er så voldsomt at være flygtning. Man skal flygte fra den man er, fra det sted man hører til.  Uanset hvor godt man bliver modtaget, er hjem noget andet. Det er derfra ens verden går.

Birgitte Haahr, sognepræst i Flintholm Kirke