Karin Franijeur Znaider, sognepræst i Solbjerg kirke

Forretninger kan være indbringende, gode, dårlige og tilmed sunde.

Se, når jeg her overvejer, hvad forretning kan være, så har det selvfølgelig noget at gøre med både ”den enlige dame på 64”, der egenhændigt har suppleret sin lønindtægt med velfærdspenge og naturligvis de mange milliarder, som højtbegavede forretningsmænd og banker, har franarret bl.a. den danske stat .

På sådan en blæsende og efterhånden kold oktoberdag, kan man ikke undgå at spekulere over, hvad det tab kommer til at betyde for ældreplejen, børnehaver, hospitaler- ja, al velfærden, der allerede er under stort pres.  Staten er næppe forsikret mod den slags tyveri, fordi ingen vidste, at der kunne svindles på den måde. Realistisk set er det så nok alle de lovlydige skatteydere, der må betale prisen. For de syge og gamle skal hjælpes ligesom børnene skal passes.  

Nu har forretning og spekulation - altså penge aldrig ligget indenfor min interessesfære. Jeg ønsker for så vidt bare at kunne svare mit. Betale, hvad jeg skal. Dog husker jeg min egen vrangvillighed, da jeg som ung begyndte at betale skat. Hvorfor skulle de have mine penge? Jamen, Karin, hvor tror du pengene til veje kommer fra, til hospitaler og til skoler? Du kan jo bruge det kvit og frit, netop fordi så mange mennesker betaler deres skat! Siden da har jeg gået på MINE veje, glædet mig over MINE skoler og MINE hospitaler og i virkeligheden betalt min skat med glæde.

Men ved Gud, hvor har det stødt min retfærdighedssans, når sådanne genier leger med virkeligheden som var det et investeringsspil med matadorpenge. Det må jo være sådan de tænker, for enhver med bare den mindste ansvarsbevidsthed og samvittighed, ville jo aldrig have begivet sig ind på den vej.

Bladrer man i Biblen, ja, så er der også historier om den kloge, der narrer den mindre kloge -  og slipper godt fra det! Bare se på patriarken Jakobs historie,- og på alle lignelserne om godsforvaltere, der snyder og bedrager. Lad mig sige det med det samme, de straffes ikke. I et aspekt heldigvis, for pointen er oftest, at vi selv skal erkende, at vi ikke er et hak bedre og at Gud vil os på trods af vores bedrageri.      Min gamle kollega sagde ofte, ”vi har alle røde tal på bundlinjen, når regnskabet gøres op. Vi skylder altid andre noget”.  Betydende, at vi altid får mere her i livet end vi selv giver ud!  Det vil jeg så tænke videre over og mærker allerede, at min vrede bliver lidt mere afdæmpet – en smule.