Signe Danielsen, Sognepræst i Sankt Markus Kirke

Et af mine absolutte favoritsteder i Bibelen kommer fra Jobs Bog. Jobs Bog er en tekst i Det Gamle Testamente. Det er en fortælling om et menneske, der har alt. Manden Job er rig, elsket og dybt taknemmelig over alt det, Gud har givet ham. Og så mister han det hele. En efter en ramler ulykkerne ned over Job og alt, hvad han har, rives fra ham. Jobs tro sættes på prøve, for der er ikke længere ret meget at være taknemmelig for. Til sidst rammes Job af bylder fra top til tå, og han sætter sig i en askedynge og stirrer ud i luften. Men så sker der noget bemærkelsesværdigt. Jobs venner kommer ham til undsætning. Fortællingen beskriver, hvordan tre af hans venner kommer rejsende fra hvert deres sted og samles omkring Job, fordi de har hørt om den ulykke, der har ramt ham. Her, godt og grundigt gemt i Bibelens hav af ord, findes der i Jobs Bog en af de smukkeste skildringer af venskab og empati. Sådan her står der:

”De mødtes og gik hen for at vise deres medfølelse og trøste ham. Men da de et stykke borte fik øje på ham, kunne de ikke kende ham; de brast i gråd, flængede deres kapper og kastede støv på hovedet. Så sad de syv dage og syv nætter på jorden hos ham. De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var.”

Det er en scene, der er et lærred værdigt. De tre venner, der nærmer sig Job, ser hans ulykke og gribes af medfølelse. Men endnu bedre er det, der følger efter; vennernes måde at hjælpe Job på. De sætter sig hos ham i askedyngen. De er der rent fysisk for ham og hos ham. Der er noget enormt stærkt og befriende ved den oldgamle erkendelse, der gemmer sig her. Erkendelsen af at vi ikke altid hjælper vores medmennesker ved at sige de rigtige ting eller hjælpe dem videre. Der er ulykker, hvor alle ord bliver absurde.  Nogle gange må vi give afkald på vores ide om, at vi skal hjælpe andre op igen og i stedet turde være der, hvor de er, sammen med dem uden at sige noget som helst. Vi må tage os tid til at sætte os med hinanden i askedyngen, så vi i det mindste ikke er alene i vores lidelser, men mærker, at andre kan holde ud at være der sammen med os.

Jeg synes beskrivelsen i Jobs Bog er forbilledlig for både venskaber og fællesskaber. Og min oplevelse er, at det ind imellem også er det, fællesskabet i kirken kan. I kirken kan vi ikke altid hjælpe mennesker med at komme videre i deres liv og få det bedre, men vi forsøger at være sammen med mennesker, der hvor de er – både i lykke og ulykke. Det eneste, der er værre end at sidde fortabt i en askedynge sammen med nogen, er at sidde der helt alene.