Christina Mertz Fundrup sognepræst ved Sct. Thomas og Godthaabskirken

Nogle gange kan jeg godt glemme min krop. Altså ikke sådan, at jeg glemmer den derhjemme, når jeg skal ud ad døren for at gå på arbejde, hente barnet på fritidshjem eller venindemøde på cafeen.

Mere sådan noget med, at kroppen kun er et nyttigt værktøj for at komme fra A til B. Og opmærksomheden er rettet mod noget helt andet som f.eks. tanker, overvejelser, mentale sammenhænge, ord og ideer.

Når det er helt slemt med denne stedmoderlige behandling af kroppen, taber jeg maden ud af hænderne imens jeg spiser, smadrer service, banker lilletåen ind i stoleben, vender tøjet på vrangen og undres med glæde over, at jeg har fået alle beklædningsgenstande på, når jeg forlader hjemmet om morgenen.

Nogen ville måske kalde det distraktion eller åndsfraværelse – Jeg tror, jeg vil kalde det kropsfraværelse. Og for at den ikke skulle få fatale følger igennem mit liv, har jeg skabt meget faste rutiner, så gassen ikke får frit løb fra komfuret og nøglerne ligger i den rigtig lomme, når hoveddøren smækkes.

At være kropsfraværende kræver en del opmærksomhed rettet netop mod kroppen. Hvilket jo er et paradoks.

For et par år siden følte jeg, det var på tide at få lidt mere styr på kroppen, for at se hvad den i grunden er godt for ud over at være et fint transportmiddel for min hjerne. Så jeg begyndte at træne karate. Det var et stort chok både for mig og min krop.

For jeg opdagede, at alt jeg plejede at gøre – at tænke – simpelthen ikke virker i træningslokalet. Jeg blev højre/venstre-konfus og sejlede rundt i lokalet til min træners store fortrydelse. For han mener, jeg kan blive god, hvis jeg bare slukker for tankevirksomheden og lader kroppen arbejde for mig. Han påpeger, at det jo netop er derfor, vi starter træningen med en kort meditation.

Det er blevet bedre med at overgive sig til kroppen. Men vi kæmper stadig noget med hinanden.

Og jeg undres over, hvorfor det er så svært at være i min krop. Måske fordi jeg er blevet fortalt, at sjæl og ånd er det virkelige værdifulde – den del der skal plejes og forfines. Men det begynder så småt at dæmre for mig, hvilken energi og visdom – og religiøsitet, der ligger i det kropslige; En form for ”kropsåndelighed”.

Det lyder muligvis lidt hippieagtigt. I så fald tror jeg, Gud var hippie, da han besluttede sig for at blive krop. Inkarnationen – at Gud gik ind i kødet - var måske både et behov for, at vi mennesker skulle lære Gud at kende på en ny måde, og at Gud skulle lære sig selv at kende på en ny måde. Og komme af med sin evigt svimlende højre/venstre-konfusion.