Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst ved Lindevang Kirke 

Jeg var der egentlig bare for at købe mælk. Men så står man der i køen til kassen, hvor brudstykker af samtaler flyver tæt forbi en. Nogle gange så tæt at de får sat gang i ens egen indre tankevirksomhed. Som nu fx dette brudstykke fra en samtale i Nettos kassekø:

- Det nytter ikke noget.

- Arh, er du nu sikker på det?

- Ja, det nytter ikke noget.

Indrømmet, der skal ikke meget til at sætte præster i gang med lange indre samtaler. Det kommer nok med jobbet. Et brudstykke af en samtale kan fx give anledning til følgende præstelige tankerække: Vi siger, at fortiden ikke kan forandres. Sket er sket. Tiden bevæger sig altid fremad, og det der ligger bagude, kan vi ikke vende tilbage til. Godt nok kan vi nogle gange føle, at det går tilbage. Men det er noget andet. Det har noget at gøre med, at vi er ærgerlige over, hvor det bevæger sig hen. Det går altid fremad. Det gælder den store historie og det gælder vores egen historie. Først er vi børn, så voksne og til sidst gamle. Det er vores lineære livsforløb.   

Men så er der pludselig dem, der trodser denne fremadskridende tidsforståelse. Som fx psykologen C. G. Jung. Jung beskæftigede sig med menneskets bevidste og ubevidste lag og tydede dets drømme. Og så trodsede han udsagnet om, at sket er sket, idet han sagde: Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Måske sagde Jung det lidt drillende, men samtidig åbner det op for, at det er muligt ikke at være så nøjeregnende med rækkefølgen – først barn, så voksen. Eller rettere, at ens fortid ikke nødvendigvis er en skæbne, der for altid skal bestemme ens liv.

Vi behøver ikke at binde os til en bestemt version af, hvem vi er. Muligheden for forandring er der, og den forandring kan endda nogle gange virke tilbage på, hvordan vi ser og forstår vores liv som helhed. Så sket er sket, men ikke sådan at det ikke kan begynde igen. Eller sket er sket, men derfor kan du godt blive glad igen, finde ro igen, få kræfterne tilbage. Og så selvfølgelig: Sket er sket og tak for det, for det der skete, var godt.

Jeg ved ikke, hvad det var, der ikke nyttede noget der i Nettos kassekø. Det lød heldigvis ikke så alvorligt. Det virkede som om, det var noget, der var til at leve med. Og måske nyttede det heller ikke. Men den, der ikke er så nøjeregnende med rækkefølgen, ville nok føje til: Måske nytter det alligevel.