Af Christina Mertz Fundrup, sognepræst ved Godthaabskirken

Nuttetheds-faktoren er indiskutabel. De er indbegrebet af det, man forbinder med bløde, buttede krammedyr. Søde, sjove, lidt kluntede og godmodige. Lige til at knuselske.

Pandaerne dukkede op i Zoologisk Have i foråret 2019, og de har efter sigende været en stor succes. Gæsterne er strømmet til for at se de kære, fluffy bamser, venligst udlånt af Kina. Pandaer er gode for økonomien.

Ordningen med denne slags paralleldiplomati er tilsyneladende velkendt. Kina har brugt den gode idé med at udleje pandaer til internationale samarbejdspartnere i en række tilfælde. Og tanken virker godt i praksis. Når man sender en diplomat, der er så nuttet, kan man ikke andet end blive blød om hjertet.

Men de internationale relationer kan alligevel, på trods af charmerende sortøjede udsendinge, lynhurtig problematiseres, strammes og ryge på kollisionskurs. Hvad der er satire eller fortolkende avisillustrationer i Danmark, er det ikke nødvendigvis i Kina. Vi er globalt set vidt forskellige. Tænker, føler og tror forskelligt skønt vores samtid ansporer os til at forestille os, at vi er ens. Ikke mindst når vi sidder ved vores computere, og cyberspace giver os adgang til hele verden.

Et sprog der bliver talt flydende over hele verden er pengenes. Selv børn lærer hurtigt dets grammatik og vokabularium. Det er et stærk sprog, der har meget nemt ved at udmanøvrere andre mere uhåndgribelige tungemål. Det er meget kontant og håndgribeligt. Kan det betale sig? Bundlinjens tal giver sjældent anledning til de store filosofiske overvejelser - og så er der dog alligevel områder, hvor pengene ikke rækker. Når der er mere på spil og talen bliver mere idealistisk. I frihedens, tankens, åndens og troens sprog.

Kan vi sige, hvad vi vil? Ja, i Danmark kan vi – og heldigvis uden de voldsomme, dødsensfarlige konsekvenser. Men det kan have sine verbale – eller økonomiske – konsekvenser. Det er ikke alle steder, man kan lide, hvad der bliver sagt. Det kan vække modstand, vrede, sorg, sanktioner og i sidste ende diplomatisk krise. Det er en naturlig mekanisme. Hvor der bliver ytret, bliver der taget til genmæle. Det er derfor også vigtigt, at ytringer er velovervejede og nuancerede, for man kommer til at stå på mål og argumentere for dem. – det er en del af ytringens inderste væsen.

Religiøst set, er det velkendt at bruge talsmænd – en slags Guds diplomater. Men at ikke alle opførte eller ytrede sig lige diplomatiske, er set mere end én gang i religionshistorien. Nogle blev endda slået ihjel, fordi deres budskab, var for hård kost for det menneskelige øre.

At være udsendinge kan være en broget fornøjelse. Pludselig kan man trækkes ud – og så sidder man der igen – i Chengdu og gnasker videre på sin bambus.