Af Jesper Tang Nielsen, Immanuelskirken

Piet Hein har skrevet et gruk om en kat. Det ender med, at katten siger: ”Jeg er sgu min egen”. Katten er ingens. Den er sig selv og sin egen. Umiddelbart passer det godt til kattes karakter. Katten gør, som det passer den. De er helt sig selv. Men netop den tanke viser, hvor spidsfindigt grukket er. For katten er jo netop ikke sig selv eller sin egen. Den er en kat. Ligesom alle andre katte. Den er hverken mere eller mindre sin egen end nogen andre dyr. Den er bare den, den er. Det er os mennesker, der tillægger katten en særlig karakter, når vi opfatter den som mere fri og uafhængig end andre dyr. Og så bliver grukket endnu mere finurligt, for så er katten jo netop ikke sig selv, men et produkt af vores fantasi. Når Piet Heins kat siger ”jeg er sgu min egen”, er den netop ikke sin egen, men Piet Heins.

Katten vil slet ikke være sin egen. Det er mennesket, der vil være sin egen. Men det er relativt nyt. Førhen tilhørte man et fællesskab. Man var en del af familien, slægten og folket. Ens erhverv gav status som bager, smed eller husmoder. Man var ikke sin egen, man var en del af en gruppe. Identiteten var ikke individuel; den var bestemt af kollektivet.

Først i det moderne samfund er individet blevet hævet over kollektivet. Alle skal være unikke. Vi er alle enkeltindivider med egne særinteresser og personlige hensyn. Vores identitet er ikke bestemt af hverken vores familie eller vores erhverv. Vi er alle helt specielle. Vi er os selv. Vi er sgu vores egne.

Men som med katten i Piet Heins gruk viser det sig at være indbildning. Vi kan ikke bare være os selv og vores egne. Det tror vi, fordi vi adskiller os fra andre mennesker, når vi skaber vores egen helt specielle identitet. Men vi er først og fremmest mennesker. Det er vi bundne af, uanset hvordan vi skaber os. Når vi vil være os selv, kan vi ikke være andet end mennesker. Og som mennesker er vi forbundne med andre mennesker.

I år er vi mere bevidste om det, end vi har været længe. Intet individ kan påstå at være uafhængig af kollektivet; ingen person kan nægte forbindelsen til fællesskabet. Covid har vist os, at vi er forbundne og afhængige af hinanden. Uanset hvor gerne vi vil være os selv og vores egne, kan vi ikke sætte os uden for fællesskabet. De andres adfærd har betydning for mig; min opførsel påvirker dem. Det har vi lært af pandemien. Den erkendelse må gerne forblive, når den er overstået, og vi kan være os selv.