Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke

Vidste du, at bag om Åboulevarden og Falkoner Allé ligger en rest af kongens gamle falkonergård, opført i slutningen 1600-tallet? Her opdrættede man som det eneste sted i landet falke til kongens falkejagt, og bydelens navne bærer i dag vidnesbyrd om gårdens eksistens: Jagtvej, Falkonergårdsvej, Falkoner Allé, ja endda i Frederiksberg byvåben har falkene sneget sig ind.

Jeg er nabo til den gamle falkonergård, og da embedskvinden fra Kulturarvsstyrelsen for fire år siden besigtigede huset, udpegede hun vinduesbeslag og sprosser for mig og udbrød med ærefrygt: ”Den måde at smede på forlod man omkring år 1750”.

Indtil 2017 lå gårdens tilbageværende gule længe omkranset af en vidunderlig have, nærmest en park. En forunderlig blanding af vildt voksende og plejet have. Med meterhøje rhododendron, mandshøje brombærhegn og gamle æbletræer af alskens sorter. En hemmelig have var det med skjulte stier. Lejerne i de to huse passede på grunden, kun de havde afgang til den, og på Falkonergårdsvej gik der historier om børn, der havde vovet sig derind, og som kom flyvende ud med hovedet først. Jeg tør dog godt i denne sluttede læsekreds røbe, at til mine fødselsdage i oktober stod desserten på æblekage af æbler hentet på rov i ly af mørket. 

Hemmelige haver er mysterier som ægger fantasien og gør rig. Ikke kun brugerne beriger den men også alle os andre omkring, som et slags løfte om paradis, ikke kun hinsides men også her på jorden. Mere hemmelig var haven dog ikke end at beboerne i ejendommene ud til Åboulevarden og Falkoner Allé havde en vidunderlig udsigt og ro bag til. Hemmelig var haven heller ikke for alle dyrene, ikke hemmelig for rævene, pindsvinene, bierne, alle de mange forskellige fugle, ikke for sommerfuglene og det rige insektliv i stensætninger og gamle rådne træer. Hemmelig for floraen var den heller ikke, for de hundredår gamle vildtvoksende roser, kodriverne og anemonerne og alle de mange andre blomster, jeg kender udseendet men ikke navnene på. Eller for det bugnende kirsebærtræ og figentræet der bar frugter, selvom det stod ret mørkt. Hemmelig var haven ikke for den CO2 som blev bundet i alt det grønne og det lige ved siden af den største indfartsvej til København.

For fire år siden blev grund og huse solgt til en privat investor til bebyggelse. Motorsave og gravemaskiner rykkede ind og på 72 timer blev alt, hvad der havde groet i århundreder, tilintetgjort. Tænk hvis man havde bevaret haven; tænk hvad kreative sjæle kunne have brugt den til i sammenhæng med det historiske hus og til glæde for os alle sammen. Tænk hvilken både kulturel og biologisk uerstattelig perle, der for stedse forsvandt. Hvad ville dyrene og blomsterne sige, hvis de kunne tale? Tja, deres stemme tæller vist ikke. Men er netop det ikke menneskehedens tragedie?